Har du nogensinde lagt mærke til, hvor koncentreret en baby kan blive af noget så simpelt som en rangle?
Den lille hånd åbner sig. Lukker sig. Rammer måske helt ved siden af. Prøver igen. Og pludselig lykkes det – ranglen er fanget.
For os voksne er det en ganske lille bevægelse. For baby er der masser af arbejde i gang.
I løbet af barnets første to år sker der nemlig en imponerende udvikling med de små hænder og fingre. Fra de første lidt tilfældige forsøg på at gribe efter legetøjet til barnet selv bygger et stabeltårn, spiser med ske, vender siderne i yndlingsbogen og insisterer på at gøre alting selv.
Det er alt sammen en del af barnets finmotoriske udvikling.
Men hvad er finmotorik egentlig, hvordan hænger grovmotorik og finmotorik sammen, og hvordan kan du som forælder hjælpe udviklingen på vej?
Det korte svar er heldigvis: gennem leg.

Hvad er finmotorik?
Finmotorik er de små og præcise bevægelser, vi laver med blandt andet hænder og fingre.
Hos en baby kan det være at række ud efter en rangle, holde fast om en bidering eller flytte et stykke legetøj fra den ene hånd til den anden.
Hos det lidt større barn bliver bevægelserne gradvist mere præcise. Nu skal en klods måske ned i det rigtige hul i puttekassen, kopperne skal stables, eller skeen skal ramme munden.
Det sidste lykkes selvfølgelig ikke nødvendigvis hver gang.
Men en ske havregrød på gulvet er også finmotorisk træning – om end det måske ikke føles sådan, når man står med kluden bagefter.
Det er netop en vigtig pointe, når vi taler om træning af finmotorik hos børn: Små børn træner ikke motorikken på samme måde, som vi voksne tænker på træning.
De leger. Undersøger. Gentager.
Og prøver igen og igen.

Finmotorik og grovmotorik følges ad
Selvom vi her har mest fokus på finmotorikken, hænger grovmotorik og finmotorik tæt sammen.
Grovmotorikken handler om de større bevægelser og barnets kontrol over kroppen. At kunne holde hovedet, vende sig, sidde, kravle, rejse sig og senere gå og løbe.
Finmotorikken handler mere om de små bevægelser.
Men i barnets udvikling hænger de to begreber oftest sammen.
Forestil dig en baby, der har fået øje på en spændende klods på gulvet.
Først skal barnet måske dreje kroppen, række ud eller kravle hen til den. Her arbejder grovmotorikken.
Så skal hånden gribe klodsen. Fingrene undersøger den, og måske flyttes den fra den ene hånd til den anden. Her kommer finmotorikken i spil.
Senere sidder barnet måske med den samme klods og forsøger at sætte den oven på en anden.
Barnet tænker selvfølgelig ikke: Nu træner jeg lige min hånd-øje-koordination.
Barnet leger bare. og undersøger verden.
Og det er præcis sådan, det gerne må være.
Hjælp motivationen på vej – gør det til en leg
Små børn øver sig allerbedst, når de har lyst – og her kan du som forælder hjælpe motivationen lidt på vej. Læg eksempelvis yndlingsbamsen lige på den anden side af en pude, så barnet får lyst til at kravle hen efter den, eller byg et lille klodsetårn og lad barnet sætte den sidste klods på. Det behøver ikke være svært eller særligt planlagt. Ofte er det nok at tage udgangspunkt i det, barnet allerede synes er spændende.
Prøv også at give barnet tid til selv at finde løsningen, selvom det kan være fristende at hjælpe med det samme. Når den lille hånd endelig får klodsen ned i hullet, eller barnet selv kommer hen over puden, ligger der masser af motivation i følelsen af: Jeg kunne selv! Og hvis interessen forsvinder efter to minutter, er det også helt fint. Gem legen til en anden dag. Motorisk udvikling må gerne være fyldt med små succeser, nysgerrighed og lyst til at prøve igen.
I det næste gennemgår vi den motoriske udvikling i de forskellige aldre.

0-6 måneder: “Kan jeg mon få fat i den?”
I de første måneder er verden stadig meget ny.
Baby opdager langsomt sine hænder og begynder efterhånden at række mere bevidst ud efter ting. Det, der først mest ligner tilfældige armbevægelser, bliver gradvist til målrettede forsøg på at få fat.
Her behøver finmotorisk legetøj til en baby ikke kunne særlig meget.
Tværtimod.
En let rangle, en blød bold, en bidering eller andet godt gribelegetøj kan være rigeligt.
En lille leg: Fang ranglen
Læg baby på ryggen eller maven, når barnet er vågent og klar til lidt leg.
Hold en rangle eller et stykke gribelegetøj, så baby kan se det og forsøge at række ud efter det. Bevæg det ganske lidt fra side til side og giv god tid.
Når baby får fat, kan du lade barnet undersøge legetøjet selv.
Det lyder meget enkelt – og det er det også.
Men baby øver både at koordinere syn og bevægelse og at åbne og lukke hånden omkring legetøjet.
Og når baby ligger på maven og samtidig løfter hoved og overkrop for bedre at kunne se legetøjet, får grovmotorikken lov til at lege med.
Du man også bruge et aktivitetsstativ til baby hvor legetøjet hænger på - den måde kan babyen ligge og kigge op på det spændende legetøj og øve sig i at gribe ud efter det.

6-12 måneder: Tag den, slip den – og gør det igen
Omkring denne periode bliver hænderne for alvor interessante.
Baby bliver bedre til at gribe og flytte ting og begynder måske også at bruge fingrene mere præcist.
Og så kommer en fantastisk opdagelse:
Man kan slippe ting.
Det betyder naturligvis, at legetøj kan tabes fra højstolen igen og igen og igen.
Som voksen kan man godt nå til et punkt, hvor man tænker: Ja, den falder stadig ned.
Men for baby er legen interessant. Hånden skal slippe på det rigtige tidspunkt, og samtidig undersøger barnet, hvad der sker.
Put ting i – og tag dem op igen
En dejlig enkel finmotorisk aktivitet er at give barnet en lille kurv eller beholder med et par store, sikre genstande.
Barnet kan tage dem op, undersøge dem og putte dem tilbage.
Eller bare tømme hele kurven på gulvet.
Det tæller også.
Når barnet bliver lidt større, kan du vise, hvordan tingene kan puttes ned igen. På den måde får I en lille leg ud af noget så enkelt som at fylde og tømme en beholder.
Her er stablekopper også skønne. Først kan de gribes og bankes mod hinanden. Senere opdager barnet, at de kan puttes ind i hinanden – og endnu senere, at de kan stables.
Det er den slags finmotorik legetøj til baby, vi holder særligt meget af: enkelt legetøj, som får nye funktioner, efterhånden som barnet udvikler sig.

Omkring 1 år: Jeg vil selv!
Når barnet nærmer sig 1 år, bliver bevægelserne ofte mere målrettede.
Nu skal der undersøges.
Skuffer åbnes. Ting tages ud. Ting puttes ind. Låger lukkes. Klodser flyttes.
Og helst skal det hele gentages.
Det kan være en herlig – og til tider lettere kaotisk – alder.
Men set med motoriske briller sker der virkelig meget.
Godt finmotorisk legetøj til en 1 årig giver barnet mulighed for at gribe, stable, dreje, sortere og putte.
Puttekassen er genial i al sin enkelhed
Puttekassen er en klassiker af en grund.
Barnet griber en klods og forsøger at få den gennem et hul.
Måske passer den ikke.
Så prøver barnet et andet hul.
Måske vender barnet klodsen om. Måske bliver den banket mod kassen et par gange først.
Og så pludselig: plop.
Klodsen er væk.
For barnet er det næsten magi. Og samtidig har den lille hånd arbejdet med at gribe, dreje og placere klodsen.
Puttekasser og sorteringslegetøj er derfor rigtig fint legetøj til finmotorik omkring 1-årsalderen.
Men giv barnet tid til selv at prøve. Vi voksne er nemlig frygtelig hurtige til at vise, hvordan tingene “rigtigt” skal gøres.
Nogle gange er den bedste hjælp bare at sidde ved siden af og vente lidt.

1-2 år: De små hænder kan pludselig meget mere
I løbet af barnets andet leveår bliver finmotorikken mere tydelig i hverdagen.
Nu begynder barnet måske at stable flere klodser oven på hinanden. Et simpelt puslespil bliver interessant. Der tegnes streger og kruseduller. Barnet vil selv spise – og måske også selv tage skoene på, uanset om de vender rigtigt.
Det er en alder med stor lyst til selvstændighed.
Og det giver masser af naturlige muligheder for at styrke finmotorikken.
Byg et tårn – og vælt det igen
Klodser er noget af det enkleste finmotoriske legetøj, og samtidig kan legen udvikle sig meget.
Begynd med at bygge et lille tårn sammen.
Lad barnet sætte en klods ovenpå.
Og hvis barnet meget hellere vil vælte tårnet?
Så vælt tårnet.
For næste gang får barnet måske lyst til at bygge.
Når barnet placerer klodser oven på hinanden, kræver det både præcision og koordination. Samtidig lærer barnet om størrelse, balance og årsag og virkning.
Og det bedste er måske, at legen ikke har et bestemt slutresultat.
Man kan altid bygge igen.

Finmotorik hos 2-årige: Mere præcision, mere kreativitet
Omkring 2-årsalderen bliver de små hænder mere sikre, og barnet kan gribe, dreje og placere ting mere præcist. Et knoppuslespil er derfor oplagt: Barnet skal både få fat om knoppen, vende brikken rigtigt og finde dens plads – og følelsen, når den endelig passer, er svær at slå.
Et trækdyr er også en skøn følgesvend i denne alder. Her skal barnet holde fast om snoren, mens resten af kroppen er i bevægelse, så fin- og grovmotorikken får lov at arbejde sammen.
Et hammerbræt er også sjov træning for små hænder. Når barnet griber om hammeren og forsøger at ramme pindene, styrkes både grebet, præcisionen og hånd-øje-koordinationen – og så er der noget dejligt tilfredsstillende ved at banke løs!
Til de mere rolige stunder er aktivitetslegetøj med låger, knapper og drejeelementer eller modellervoks gode muligheder. De små fingre får noget at arbejde med, samtidig med at barnet kan undersøge, skabe og bruge fantasien.

Hverdagen er fuld af finmotorisk træning
Man behøver faktisk ikke altid finde legetøjet frem.
Hverdagen er fyldt med små finmotoriske udfordringer.
Når barnet prøver at få en ske op til munden. Når sokken skal trækkes af. Når siderne i papbogen vendes. Helt naturligt trænes både fin - og grovmotorik i dagligdagen.
Du kan derfor sagtens invitere barnet mere med i hverdagens små gøremål.
Lad eksempelvis barnet:
-
spise selv med ske, når det er klar til det
-
bladre i en solid papbog
-
putte legetøj tilbage i kurven
-
stable plastikkopper
-
hjælpe med at lægge større ting i en skål
Det bliver måske ikke den hurtigste måde at gøre tingene på. Men det kan være en hyggelig måde at gøre dem sammen på.

Hvilket finmotorik legetøj skal jeg vælge?
Når du leder efter finmotorisk legetøj til en baby, legetøj til 1 årig der styrker finmotorikken eller legetøj et større barn, så har vi hos Lirum Larum Leg et stort udvalg af både babylegetøj og finmotroisk legetøj til større børn.
Er baby begyndt at række ud efter alt? Kig efter godt gribelegetøj, som rangler og aktivitetslegetøj.
Er dit 1-årige barn fascineret af at putte ting ned i beholdere? En puttekasse eller stablekopper kan være oplagt.
Til den 2-årige er knoppuslespil, hammerbræt og modellervoks sjov leg, der samtidig udfordrer de små fingre.
Legetøjet må gerne udfordre en lille smule, men det skal først og fremmest invitere barnet til at prøve selv.
En af vores favoritter er legetøj, der kan vokse med barnet og bruges på forskellige måder gennem flere udviklingsfaser.
Du kan finde alle vores bedste anbefalinger af finmotorisk legetøj til baby og små børn her..

Hvad med grovmotorikken?
Selvom de små hænder har fået hovedrollen, skal resten af kroppen selvfølgelig også med. Grovmotorik hos børn udvikles, når barnet vender sig, sidder, kravler, rejser sig og tager de første skridt.
Til baby kan et aktivitetstæppe skabe et hyggeligt sted på gulvet, hvor der er plads til at række, rulle og bevæge sig. Når barnet begynder at rejse sig og gå, kan en gåvogn invitere til nye små eventyr på to ben, mens tumlemøbler giver mulighed for at kravle over, op og rundt – og senere måske balancere og klatre.
På den måde følges grovmotorik og finmotorik helt naturligt ad. Barnet bruger kroppen til at komme hen til legen – og de små hænder til at undersøge den.

Følg barnet – ikke kalenderen
Når vi skriver “omkring 1 år” eller “omkring 2 år”, er det netop dét: omkring.
Børn udvikler sig forskelligt.
Nogle børn bruger lang tid på at undersøge en puttekasse. Andre er videre, inden man overhovedet har fået pakket den ud.
Nogle vil sidde længe med klodser og bøger. Andre vil helst kravle, gå og være på farten.
Det vigtigste er ikke, om barnet kan en bestemt ting på et bestemt tidspunkt.
Se i stedet på, hvad dit barn er nysgerrigt på lige nu, og skab små muligheder for at prøve, gentage og opdage.
Og vælg altid legetøj og aktiviteter, der passer til barnets alder. Små børn undersøger stadig meget med munden, så følg produktets alders- og sikkerhedsanvisninger og vær særligt opmærksom på små dele.
Hvis du er bekymret for dit barns motoriske udvikling eller oplever, at barnet mister færdigheder, det tidligere har haft, bør du tale med sundhedsplejersken eller lægen.

Ofte stillede spørgsmål om finmotorik hos baby og børn
Hvad er finmotorik?
Finmotorik er de små, præcise bevægelser, barnet laver med blandt andet hænder og fingre. Hos baby kan det være at gribe efter en rangle, mens større børn eksempelvis bruger finmotorikken til at stable klodser, tegne og lægge puslespil.
Hvordan kan jeg styrke min babys finmotorik?
Giv baby mulighed for selv at række ud, gribe, holde, slippe og undersøge alderssvarende legetøj. Enkle ting som rangler, gribelegetøj, bolde og stablekopper kan give mange muligheder for finmotorisk leg.
Hvilket finmotorik legetøj er godt til 1 år?
Puttekasser, stablekopper, store byggeklodser, sorteringslegetøj og enkle knop-puslespil kan være gode muligheder omkring 1-årsalderen. Følg altid det enkelte produkts aldersanbefaling.
Hvordan styrker man finmotorikken hos en 2-årig?
Lad barnet bygge med klodser, tegne, lege med modellervoks, lægge simple puslespil og forsøge at klare små hverdagsopgaver selv. Det vigtigste er at give tid til at prøve – også når det ikke lykkes første gang.
Hvad er forskellen på grovmotorik og finmotorik?
Grovmotorik handler om de større kropsbevægelser som at sidde, kravle, gå og løbe. Finmotorik handler om mindre og mere præcise bevægelser, særligt med hænder og fingre. De to former for motorik arbejder ofte sammen i barnets leg.

